“Det er et enestående stykke tapethistorie, helt usædvanligt og unikt, at tapetet er så godt bevaret,” fortæller Anne Simonsen fra Københavns Konservator. Hun har sammen med sit team haft til opgave dels at restaurere eksisterende dels at genskabe manglende felter af det imponerende tapet, der udsmykker trappeopgangen på den gamle tyske ambassade på Stockholmsgade. Et tapetet, der faktisk ikke har sin lige præcis identisk nogen som helst steder.
Rettidig omhu
Heldigvis havde Wolff Svendsens byggeleder godt spottet, at der kunne være noget om det, så felterne var blevet afdækket, inden det store arbejde med at omdanne ambassaden til bolig gik i gang. Det skete selvom bygherre i første omgang slet ikke havde tænkt sig at bevare tapetet.
Men handlingen viste sig at være heldig, for i forbindelse med restaureringen af det 2500 m2 store hus, blev det undervejs tydeligt, at tapetet fra starten af 1900 tallet havde en helt særlig værdi.
En luksus af de sjældne
Det er ikke hverdagskost at støde på et sådant gammelt, velbevaret tapet, da man ofte fjernede den slags i 60´erne rundt om i landet, da moden skiftede. Samtidig fremstiller man heller ikke nu nyt tapet i en kvalitet, der på nogen måde er tilsvarende. Men heller ikke dengang i slutningen af 1800 tallet og starten af 1900 tallet var det hverdagskost. Det var datidens luksustapet, som kun de allermest velhavende havde råd til. Vi kender eksempler på typen af tapetet, der kaldes for imiteret gyldenlæder tapet, både på Amalienborg og i en tilsvarende Københavnerlejlighed hvor selveste Hirschsprung boede.
Heldigvis var langt størstedelen af tapetet i trapperummet bevaret, men for at få det til at fremstå i dets forgyldte glans har konservatoren brugt uger på omhyggeligt at afrense og udbedre mindre skader i tapeterne. Og da den arbejdsproces var til ende, kunne selve genskabelsen af de mistede tapetbaner gå i gang.
Ikke bare lige
Men i og med at tapetet og fremgangsmåden ikke længere findes, er det heller ikke bare lige at genskabe. Gyldenlæder var oprindelig præget skind i en form. Men da det var for dyrt, lavede man fra midten af 1800 tallet en kopi, hvor prægningen skete i papir, hvorefter det blev præget med tryk og belagt med slagmetal og lakeret, så det kunne fremstå som det pureste guld. “Det har været en lang process at finde de rigtige metoder til at genskabe både form og udtryk. Da fremstillingsmetoden ikke længere eksisterer, må man forsøge sig frem for at finde den rette vej at gå,” fortæller Anne Simonsen.
Nytænkning i processen
Hele vejen igennem har konservatorerne skulle opfinde nye løsninger. Fra at finde den rigtige silikone i industrien, så formen kunne udstanses, til at hente det helt perfekte papir hjem fra japan af stærke og lange fibre, har det været en præcisions opgave at finde frem til det helt optimale. Det samme gælder stabilisering, bankning af mønstret med slagmetal samt den fine pensel til opbygning af farvelag med lakker og pigmenter ligesom den efterfølgende patinering.
Alt er pillearbejde og ikke bare lige. Derfor har processen også taget over et halvt år.
For det gamle tapet skulle fornyes, mens de nye baner helst skulle ligne de gamle stykker tapet med mere end 100 år på bagen. Samtidig har stukspecialisten genskabt rammerne, mens en bladguldsspecialist har beklædt dem med ny guld. Og resultatet står nu næsten færdigt og smukt som i sin oprindelige form – et historisk vidnesbyrd om, hvordan man indrettede sig for mere end 100 år siden – til glæde for alle besøgende i den
gennemrestaurerede bygning.
